Menu
Medlemslogin Opret ny profil

Hinnerup karateklub har eksisteret siden 1982, hvor den oprindeligt startede som en taekwondoklub. Jan Drachmann, som grundlagde klubben, trænede taekwondo den gang, men begyndte midt i 1980-erne at træne tang soo do. Tang soo do er den koreanske udgave af karate, og minder en del om shotokan karate. Overgangen til karateklub foregik gradvist, i takt med at klubbens elever også begyndte at træne shotokan karate i Århus Universitets karateklub. Siden 1990 har instruktørerne i Hinnerup karateklub undervist i shotokan karate.

I Hinnerup karateklub går vi ikke særlig højt op i stilarter og deres individuelle forskelle, men primært om det karate vi træner virker eller ej. Formålet med klubbens karateundervisning er at lære medlemmerne karate der virker enten som sport eller selvforsvar.

Indenfor sportskarate underviser vi i henhold til reglerne i World Karate Federation (WKF), og deltager aktivt i stævner både nationalt og internationalt. Gennem de sidste år har vi opbygget et godt samarbejde med engelske Wayne Otto, som er en af verdens mest vindende karatekæmpere, og på nuværende tidpunkt engelsk landstræner i karate.

Når det gælder anvendt karate er vores fokus på praktisk anvendelse af karate til selvforsvar. Målet her at give medlemmerne en grundig forståelse for hvad karategrundteknik (kihon) og formøvelser (kata) er designet til. Her følger vi i stor udstrækning internationale instruktører som Iain Abernethy, Patrick McCarthy og Vince Morris, og deres fortolkning af praktisk anvendt karate.

Klubben har et stort og velfungerende børnehold, hvor vi underviser børnene på deres præmisser. Her er der både plads til sjov og seriøs karatetræning samtidigt.

Derudover lægger vi i Hinnerup karateklub stor vægt på fysisk træning udført i henhold til moderne fysiologiske træningsmetoder, således at vores medlemmer kan opbygge styrke, kondition og smidighed på en effektiv og forsvarlig måde.

Klubben er medlem af Dansk Karateforbund, World Combat Association, Dansk Idrætsforbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger og Dansk Arbejder Idrætsforbund.